KFD’s talentarbejde står foran et nyt kapitel. Efter en periode med Kasper Madsen som talentchef overdrages ansvaret nu videre, og i den forbindelse vil vi gerne rette en stor tak til Kasper for hans indsats og engagement i arbejdet med klubbens talenter.
Som ny talentchef vender et velkendt navn tilbage. Bjarne Nigaard, fhv. elitedommer og udvikler, der tidligere har stået i spidsen for KFD’s Talentprogram gennem flere år, indtager igen rollen og bringer både stor erfaring og et indgående kendskab til talentarbejdet og klubbens kultur med sig.

“For mig er det altid en ære at kunne bidrage til det fællesskab, der gennem tiden har været en uundværlig støtte for mit eget dommerliv”, fortæller Bjarne. “Jeg håber at kunne fortsætte det dygtige og dedikerede arbejde med de københavnske talenter, så vi også i årene fremover får mange KFD’ere med i toppen af dansk fodbold”.
Talentarbejdet i KFD har gennem årene været præget af kontinuitet og udvikling, med flere dygtige profiler i spidsen. Den røde tråd har hele tiden været den samme: At skabe et ambitiøst, forpligtende og udviklende miljø for dommere, der ønsker at tage næste skridt i deres dommerkarriere.
“Det handler for os i Talentprogrammet om at skabe de bedste rammer for det enkelte talents egenudvikling. Vi kan stille spørgsmålene og kravene, men det er det enkelte talent, der alene kan levere resultater. Det kommer vi til at hjælpe dem med så godt vi kan, så længe talenterne er med på, at det er en gensidig forpligtelse, vi har i fællesskab”, understreger Bjarne.
Talentprogrammet åbner igen for ansøgninger
I forbindelse med det nye setup åbner KFD igen for ansøgninger til Talentprogrammet. Det gælder både for nuværende talenter, der ønsker at fortsætte i nyt forløb fra august 2026, og for nye dommere med ambitioner om at udvikle sig målrettet og indgå i et struktureret talentforløb.
Talentprogrammet er for både dommere og linjedommere, der ønsker at arbejde seriøst med deres udvikling, modtage målrettet feedback og indgå i et forpligtende fællesskab med andre ambitiøse dommere.
Optagelse og proces
Ansøgningsperioden løber fra 1. marts 2026 til 1. maj 2026.
Herefter følger en vurderingsperiode, hvor ansøgninger gennemgås, og der kan blive tale om personlige samtaler samt eventuelle teoretiske og/eller fysiske tests i perioden frem til 15. juni 2026.
Alle ansøgere vil kort herefter modtage et konkret og begrundet svar.
KFD’s talentprofil danner grundlag for optagelse. Det er ikke et krav, at alle kriterier er opfyldt fra start, men det er afgørende, at ansøgeren arbejder målrettet og seriøst hen mod dem. Talentarbejdet favner bredt, både hvad angår erfaring, alder og dommerrolle.
Fokus på udvikling, både fagligt og personligt
Talentarbejdet i KFD handler ikke kun om præstationer på banen. Det handler i lige så høj grad om lederskab, ansvar, samarbejde og personlig udvikling. Talenterne får mulighed for at arbejde struktureret med feedback, kommunikation, fysik og lovkendskab, og for at blive udfordret i et miljø, hvor der stilles krav.
Yderligere information om ansøgning, talentprofil og proces kan findes på hjemmesiden.
Har du ambitioner om at udvikle dig som fodbolddommer og tage næste skridt?
Så tjek fakta om og vilkår for talentprogrammet på hjemmesiden her Talentprogrammet – KFD og overvej, om KFD’s Talentprogram er det rette for dig.
Ansøgninger kan i ansøgningsperioden sendes til talent@fodbolddommer.dk.