Internationale indtryk 2: Trio på Færøerne

Fredag den 7. september oprandt dagen vi havde glædet os til i mange måneder – datoen for afgang mod Færøerne.

Vejrudsigten for Torshavn var blevet studeret og diskuteret intenst. Skulle vi dømme i korte eller lange ærmer, og skulle vi medbringe solcreme eller sydvest? Det skulle vise sig at vejret er omskifteligt på Færøerne, og det fik vi både lov at nyde og fortryde i løbet af weekenden – mere om det senere.

Vi fik hurtigt bevis for at vejret kan være en svær størrelse – selvom kaptajnen havde annonceret let vind i Torshavn, sad John’s sideskilning snart i højre og snart i venstre side, da vi forlod flyet.

Vores lokale kollega og guide Johan, der weekenden inden var i København til en KS-kamp, hentede os i lufthavnen, og kørte os ind til Torshavn. På turen fik vi indtryk af den smukke, men også barske natur Færøerne byder på – og fik set nogle af de mange tusind får, der render rundt på Færøerne.

Fredag eftermiddag gik med sightseeing, og fredag aften var det tid til forretten i den 3-retters fodboldmenu, vi fik lov at nyde under vores ophold.

Forret: Tyskland – Færøerne

Matchen, der umiddelbart lignede Davids kamp mod Goliat, så vi i Bowlinghøllin, hvor ca. 30 færinger var mødt op for at heppe på deres landsmænd – og vores landsmand, og tidligere europamester, der er landstræner på Færøerne. Godt anført af en stærkt spillende keeper holdt færingerne nullet i starten af kampen, og fik endda skabt nogle halve chancer, hvilket udløste klapsalver fra de håbefulde færinger.

Undervejs i kampen lærte vi nogle lokale fodboldord; Hødnaspark (hjørnespark) og Brotsspark (straffespark) – det skulle vise sig at vi fik brug for begge dele dagen efter.

Kampen endte med tysk 3-0 sejr, og en flok glade færinger, der havde frygtet værre. Herefter var det hjem og godnat, så vi var klar til kamp dagen efter.

Lørdag formiddag havde vinden lagt sig, og det var tørvejr, så vi drog på en socialrealistisk oplevelse – en gåtur til Rusan (alkoholmonopolet) i udkanten af byen. De bød dog, helt i overensstemmelse med vores forventninger, ikke på et prisniveau, der appellerede til at købe våde varer med hjem til Danmark, så vi skyndte os hjem langs strandvejen, hvor vi passerede verdens dårligste campingplads (officiel kåring) – og så nogle flere får rende rundt.

Hovedret: Undrid – Giza/Hoyvik

Kvart i 12 var der afgang til stadion i udkanten af Torshavn, hvor kampen, der var et topopgør i 2. deild/ division (3. bedste række) skulle afvikles. Reglerne i rækken foreskrev max. 3 udskiftninger og gult kort kunne blive på banen, eller som John udtrykte det: ”Rigtige fodboldregler”!

Fodboldkomplekset i Torshavn omfatter hele 3 baner, alle kunstgræs, som er det eneste underlag der spilles fodbold på, på Færøerne – det er for koldt til græsbaner.

Nationalstadion kan rumme 6.000 tilskuere, og ved siden af ligger bane 1 (med mindre tribuner) og bane 2, hvor vi skulle dømme. Da vi ankom var der gang i ungdomsfodbold på kryds og tværs af banen, og det viste sig, at kampstart var skubbet et kvarter, så vi havde god tid til at kigge os omkring på anlægget, og ikke mindst nyde udsigten fra banen, med kig både ned over centrum af Torshavn og den anden vej mod bjergene uden for byen – noget anderledes end at stå på bane 17 i Valby Idrætspark.

Vi fik sågar lov at klæde om i ”det rigtige” omklædningsrum, så vi mærkede auraen fra de mange, store internationale kampe, dommertrioer fra det meste af Europa har dømt – … eller, øhh….., nåh men der var i hvert fald en der havde glemt et par shorts på varmeapparatet.

Udover vejret var forventninger til fodboldniveauet og antallet af tilskuere også blevet diskuteret – det skulle vise sig at de spillere, der marcherede ind på banen bag dommertrioen havde niveau til ca. serie 1 i København. Og tilskuerne – dem var der ikke nogen af ved første øjekast, men de gav sig til kende da første mål blev scoret, ved at dytte med hornet i bilerne, hvor de sad og gemte sig for støvregnen.

Kampen var en intens affære, med 5 gule kort, et selvmål, et brændt straffespark, og annullering af et mål, og færingerne skælder skam også ud på dommerne – det er ikke et rent københavnsk fænomen.

Det endte, efter 5 minutters overtid i anden halvleg (oplevelsen blev trukket længst muligt) med en fortjent, omend spinkel, 2-1 sejr til udeholdet, der dermed overhalede hjemmeholdet, og i skrivende stund med 2 runder tilbage ligger på den oprykningsgivende 2. plads.

Efter kampen var det så tid til at rapportere om kampens forløb.Her var der behov for lokal assistance, for det var lidt af et bogholderi der skulle føres.

Resultatet af vores anstrengelser kan nørderne nyde her, hvor man ved at klikke på Dómarar kan se trioen fotograferet før kampstart, og under Vidmerkingar kan læse hvornår der blev brændt straffe og hvem synderen var – alt dette takket være trioens indberetninger efter kampen.

Og så var det ellers tid til dagens største skandale. For søreme om ikke Anker havde glemt at medbringe øl til efter kampen (han havde trods prisniveauet købt øl på Rusan) – det blev kraftigt påtalt af LD 1 og 2.

Efter kampen var der et par timer til sightseeing, men den tiltagende regn (og blæst) gjorde at det blev en blandet fornøjelse at besøge ruinen efter øernes ældste kirke.

Dessert: Danmark – Tjekkiet

Om aftenen nød vi en kombineret middag og den fodboldmæssige dessert, igen i Bowlinghøllin. Det var ikke noget tilløbsstykke, og de, der blev væk, gik som bekendt ikke glip af en kamp, der vil gå over i historien. Til gengæld var der så tid til at vende kampen fra tidligere på dagen, og få diskuteret de enkeltstående situationer med ”kød på”.

Efter landskampen blev det endelig tid til at udnytte Bowlinghøllin’s kernekompetence. Her stod hurtigt klart hvad Henrik B(owling) Andersen laver mens vi andre vintertræner i Prismen om vinteren. Vi spår at Keglespillet snart vil få en renæssance i KFD-regi, hvis Henrik må bestemme.

Der blev nedlagt referatforbud mod resten af aftenens udskejelser, så vi springer til søndag, hvor det igen blæste – og regnede. Vi havde lånt en bil af Johan, og kørte afsted på eventyr. Selvom vejene blev stadig mindre, regndråberne tungere og fårene flere (nu også midt på vejen), var der dog masser af ”næææh-oplevelser” i den storslåede natur, med de utallige vandfald, der blev næret godt af regnen.

For at nå flyet hjem til ”Köpmannahavn” vendte vi tilbage til verdens mindste hovedstad, hvor vi tog afsked med Johan, og satte kursen mod lufthavnen.

Gråvejret udviklede sig efterhånden til dis, hvilket er en rigtig uheldig vejrtype når man skal flyve, og det viste sig da også at flyet vi skulle med, måtte tage et pit-stop i Stavanger, inden det 8 timer forsinket kunne lande i Torshavn.

Men, selvom turen blev lidt længere end beregnet, havde vi en fantastisk oplevelse, som vi gerne vil takke de forskellige organer i KFD for at have udvalgt os til.

Og vi er allerede misundelige på dem, der skal af sted næste år.

John, Henrik og Anker